-
Trumps sejr kan afgøre historisk våbenindkøb: »Det vil pisse amerikanerne ret meget af«
Source: BDK Borsnyt / 10 Nov 2024 23:19:50 America/Chicago
I forvejen var det amerikanske Patriot-system favoritkandidat til at udgøre den langtrækkende del af Danmarks kommende luftforsvar. Og med valget af Donald Trump som USAs 47. præsident kan det dyre og mandskabskrævende system have efterladt konkurrenterne i støvskyen bag sig. Sådan lyder det fra flere eksperter, som peger på, at regeringen nu vil gøre alt, hvad den kan, for at tækkes det nye styre i Washington – og en god måde at gøre det på er at støtte USAs industri og økonomi. Blandt dem er lederen af Center for Militære Studier på Københavns Universitet Kristian Søby Kristensen. »Jeg tror, det vil blive lagt mærke til, hvis man bruger en masse penge på amerikansk isenkram, når man alligevel skal investere. Dermed er argumentet for at købe Patriot også blevet bedre som en måde at få lidt goodwill på,« siger Kristian Søby Kristensen. Lektor på Forsvarsakademiet Peter Viggo Jacobsen er enig – luftforsvarsindkøbet kan meget vel være afgjort på forhånd. »Jeg vil umiddelbart tro, at man vil vælge at købe amerikansk, hvor det giver mening. Så længe vores politikere stadig mener, at vi kan holde USA inde i NATO, har man incitament til at købe amerikansk i vildskab for at please Trump,« siger han. Lobbyist: »Han er fløjtende ligeglad med alt andet end USA« Selv i sin nuværende form tegner indkøbet af jordbaseret luftforsvar til at blive danmarkshistoriens største våbenindkøb – også større end anskaffelsen af F-35-jagerfly. Politikerne har afsat 25 milliarder kroner til formålet. Men det kan også gå hen og blive væsentligt mere, når Danmark får nye styrkemål fra NATO til sommer. »Med udgangspunkt i erfaringerne fra Ukraine vil der blive efterspurgt meget mere – nok i hvert fald en fordobling,« sagde militæranalytiker på Forsvarsakademiet Esben Salling Larsen til Berlingske forleden. Patriot-systemet fra amerikanske Raytheon er blandt andet favorit, fordi det bruges af mange NATO-partnere og har bevist sit værd over for russiske våben i krigen i Ukraine. Men andre parter forventes også at byde ind i konkurrencen – oftest nævnes systemet Barak MX fra Israel Aerospace Industries. Det er billigere og kan muligvis leveres hurtigere, men er ikke lige så velafprøvet. Og så er dets oprindelsesland en svær kamel at sluge for SF og Radikale Venstre på grund af krigen i Gaza. Sidstnævnte er et af dets største problemer, mente lobbyisten Torsten Jansen, som i august pegede på, at Raytheon ville stå stærkt, hvis Donald Trump vandt præsidentvalget. »Han er fløjtende ligeglad med alt andet end USA. Her er det ikke nok, at vi opruster, han vil have, at vi køber af amerikanske virksomheder. Så det ligger i kortene, at vil man gerne have en fin modtagelse i Washington, er det en god idé at have lagt en stor ordre på noget amerikansk forsvarsudstyr,« lød det fra lobbyisten, som ikke selv er indblandet i handlen. En »uhellig alliance« med våbenindustrien Nu har Trump vundet, og det kan meget vel vise sig at være den faktor, som afgør sagen, vurderer lektor i international politik ved Aarhus Universitet Rasmus Brun Pedersen. »Det ville være dumt ikke at købe Patriot. Både fordi det er et rigtig godt våben, og fordi det vil pisse amerikanerne ret meget af, hvis vi ikke gør det,« siger Rasmus Brun Pedersen. Samme argument gælder andre store forsvarsinvesteringer – det kan være dyre radarsystemer til fregatterne eller overvågning af Grønlands øde kyster, hvor Danmark har meget svært ved at få overblik. Det kan også være anskaffelsen af flere F-35-jagerfly eller andre fly og helikoptere. Og våbenindkøbene vil ikke kun være en dansk charmeoffensiv rettet mod den nye amerikanske administration. Det er lige så meget en måde at fastholde Trump i NATO-samarbejdet på, vurderer Forsvarsakademiets Peter Viggo Jacobsen. Derfor skal Danmark og EU i bund og grund etablere det, han kalder en »uhellig alliance« med den amerikanske våbenindustri. »Det er præcis det, som skal være pressionsmidlet fra europæiske politikere. De skal sige, 'hvis du skrider, så holder vi op med at købe dine våben, og så kommer du til at miste milliarder af dollar',« siger Peter Viggo Jacobsen. Et transatlantisk oprustningsdilemma I hans optik er det kun, hvis politikerne rent faktisk mister tilliden til Donald Trump, at den danske regering i stedet vil vende blikket mod Europa. »Man vil købe amerikansk, medmindre man ser, at Trump smadrer NATO eller trækker sig fra Ukraine. Så tror jeg, man vil købe noget europæisk. For mister man tilliden til amerikanerne, er man nødt til at gå sammen med de stormagter, som nu skal passe på Danmark,« siger Peter Viggo Jacobsen. Rasmus Brun Pedersen ser et dilemma også inden, man måtte miste tilliden til Trump. For der kan allerede nu føres gode argumenter for at satse på europæiske våben og forsvarsindustri. »Valget af Trump giver et øget europæisk fokus på strategisk autonomi, og derfor er det også på dagsordenen, at oprustningen skal foregå med europæisk materiel. Og det vil amerikanerne jo nødigt have,« siger Rasmus Brun Pedersen. Det kan også påvirke den danske forsvarsindustri, siger Kristian Søby Kristensen fra Center for Militære Studier på Københavns Universitet. Han vurderer, at den danske forsvarsindustri, som er rettet mod Europa, kan sove mere roligt end for eksempel Terma, som har bygget store dele af sin forretning op omkring at være underleverandør til F-35-jagerflyene. Donald Trump har nemlig gjort klart, at han mener, at virksomheder fra USA bør udfylde den rolle. »Man kan sagtens forestille sig en situation, hvor amerikanerne vil basere sig mere på egen forsvarsindustri, og at det bliver komplementeret af et EU, som føler, at det skal det samme. Så kan der komme en konkurrencesituation eller en endnu større opdeling af de to markeder,« siger Kristian Søby Kristensen. Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse har modtaget indledende materiale fra interesserede leverandører af jordbaseret luftforsvar. Markedsundersøgelsen forventes at ligge færdig i begyndelsen af næste år. https://www.berlingske.dk/politik/trumps-sejr-kan-afgoere-historisk-vaabenindkoeb-det-vil-pisse-amerikanerne